Leif G. W. Persson

Fra KrimiWiki
(Omdirigeret fra Leif G.W. Persson)
Skift til: Navigation, Søgning
Persson.jpg

Leif G. W. Persson Svensk forfatter og kriminolog, født 1945. Hans fulde navn er Leif Gustav Willy Persson. Persson debuterede i 1982 med Grisfesten (dansk udgave Manden fra Mallorca 1984).

Persson har tre gange modtaget Det Svenska Deckarakademins pris for bästa svenska kriminalroman, i 1982 for Samhällsbärarna (dansk udgave Samfundets støtter), i 2003 for En anden tid, et andet liv og i 2010 for Den döende detektiven.

Som professor i kriminologi er Persson stærkt involveret i samfundsdebatten ligesåvel som i debatter om kriminallitteratur. Siden 1998 har han fungeret som ekspert i svensk TV3's program Efterlyst.

Persson er kendt for sine skarpe, ofte ubehagelige politiromaner, der udstiller visse politifolks uduelighed og fordomme over for snart sagt alt, der afviger fra den fastlagte norm. Han repræsenterer både kvalitet, mod og adskillige afstikkere fra den slagne vej i svensk kriminallitteratur. Han er en af de få, der ikke bare har lånt ydre kendetegn fra Maj Sjöwall og Per Wahlöö, men også følger op på den skarpe samfundskritik og kritik af politiets arbejde, som det berømte forfatterpar stod for. Som en understregning af dette bærer flere af hans romaner undertitlen Roman om en forbrydelse, navnet på Sjöwall/Wahlöös romanserie.



Palmetrilogien

Perssons Palmetrilogi - Mellem sommerens længsel og vinterens kulde, En anden tid, et andet liv og Falder frit som i en drøm - er kriminologen og krimiforfatterens bud på fortællingen om og opklaringen af mordet på den svenske statsminister Olof Palme i 1986.

Bäckströmserien

En biperson i Palmetrilogien, antihelten Evert Bäckström, er hovedperson i romanerne Linda - som i Lindamordet, Den der dræber dragen og Den sande historie om Pinocchios næse : en roman om en forbrydelse. Bäckström er i egen optik en overmåde flot mand med en overlegen intelligens, der langt overstråler resten af det svenske politikorps - og så er damerne selvfølgelig vilde med den såkaldte bäckströmske supersalami. Spørger man hans kolleger, er han derimod lille, fed, chauvenistisk, uduelig og utålelig.

Den døende detektiv

I 2010 udkom romanen Den döende detektiven - på dansk i 2011 med titlen Den døende detektiv. Hovedpersonen er den pensionerede chef for rigskriminalpolitiet, Lars Martin Johansson, der umiddelbart efter et besøg hos Sveriges bedste pølsevogn falder om med en blodprop i hjernen. Johansson vågner på hospitalet, stærkt svækket, men er alligevel i stand til at påtage sig en - sidste - sag, et uopklaret drab på en lille pige, der netop er blevet erklæret forældet. Den døende detektiv er et hovedværk i Perssons forfatterskab og blev kåret som årets bedste svenske krimi i 2010 og modtog Det skandinaviske Krimiselskabs Glasnøglen for bedste nordiske kriminalroman. Desuden har romanen modtaget Det Danske Kriminalakademis pris, Palle Rosenkrantz Prisen, for bedste krimi udgivet på dansk i 2011.

Her er hans takketale:

"Det er en stor ære for mig at få den danske krimipris, og for en gangs skyld er det også sådan, at det ikke kun handler om mit eget forfatterskab og litteraturen. I mangt og meget handler det nemlig om min begejstring for Danmark, det danske temperament, mine danske landsmænd og ikke mindst om de frokoster - med marinerede sild, ål, æggestand, pilsner og en lille en - med hvilke jeg øjeblikkeligt øger mit velbefindende som menneske hver eneste gang jeg sætter foden på dansk jord. For en typisk svensker - sådan en som mig der er helt firkantet i hovedet og med en liste af forpligtelser, der aldrig får nogen ende - så føles det trygt at have Danmark tæt på. Nærheden til Danmark gør det ganske enkelt lettere for en svensker som jeg at leve. Så pas på jer selv, og det der er jeres. Jeg kommer, som jeg plejer, til Danmark til sommer, når jeg er færdig med min næste bog. Jeg længes allerede og endnu en gang tak for den påskønnelse, I har vist mig og mit forfatterskab."


Se også

Leif G. W. Perssonbibliotek.dk

Leif G. W. Perssonkrimisiden.dk