Krimimessen

Fra KrimiWiki
Skift til: Navigation, Søgning

Krimimessen bliver afholdt i Horsens hvert år i slutningen af marts/begyndelsen af april.

I efteråret 2001 afholdt Horsens Bibliotek en temadag om den nordiske kriminalroman. Arrangementet blev en succes. I foråret 2003 blev arrangementet gentaget - nu med navnet Krimimessen, og indtil 2006 blev arrangementet afholdt på Horsens Ny Teater. Til Krimimessen kan læserne møde krimi- og spændingsforfattere, og gennem årene har Krimimessen været besøgt af mange danske og udenlandske krimiforfattere. På Krimimessen uddeler Det Danske Kriminalakademi Palle Rosenkrantz Prisen og diverse diplomer, bl.a. for årets danske krimidebut. I 2007 blev den nystiftede Harald Mogensen Prisen uddelt for første gang. I forbindelse med Krimimessen blev der i 2006 for første gang afholdt et skrivekursus for at støtte det kreative vækstlag inden for genren, og i 2007 udkom Horsens-krimien I skyggen af Horsens, der var skrevet af 10 amatører med krimiforfatter og forlægger Steen Langstrup som redaktør. I 2007 blev Krimimessen for første gang afholdt i det nedlagte Horsens Statsfængsel. Krimimessen bliver arrangeret af Horsens Bibliotek i samarbejde med boghandlere og forlag.

Krimimessens 2016

Krimimessen 2016 blev afholdt d. 12. og 13. marts 2016 i Horsens. Krimimessen har siden 2003 været en årligt tilbagevendende messe arrangeret af Horsens Bibliotek. I de seneste år har Krimimessen været afholdt i det nedlagte Horsens Statsfængsel, Fængslet. Åbningstalen blev holdt af Kultur- og Kirkeminister Bertel Haarder. Jubilæumstalen blev holdt af Gunnar Staalesen.

Krimimessen 2015

Krimimessen 2015 blev afholdt 21. og 22. marts i Horsens. Endnu en succes med mere end 5000 gæster i Fængslet. Michael Katz Krefeld holdt åbningstalen og der var mere end 100 foredrag og samtaler på de 6 scener i løbet af messen. TV2-regionerne sendte live begge dage.

Krimimessen 2014

Krimimessen 2014 blev afholdt d. 5. og 6. april 2014 i Horsens. Atter mødte mere end 5000 mennesker op for at opleve spændende foredag og interviews, samt mulighed for bogindkøb og signeringer. Kultur- og Kirkeminister Marianne Jelved holdt åbningstalen i et fyldt Telt indenfor murene.


Krimimessen 2013

Krimimessen 2013 blev afholdt d. 16. - 17. marts 2013 i Horsens. Trods sne og kulde mødte mere end 5000 gæster op på Fængslet og var med til at gøre årets Krimimesse til en forrygende og uforglemmelig oplevelse. Åbningstalen blev holdt af Mogens Jensen, medlem af Folketingets Kulturudvalg for Socialdemokraterne.

Krimimessen 2012

Krimimessen 2012 blev afholdt d. 24. - 25. marts 2012 i Horsens. Igen var vejret fantastisk og der kom omkring 5000 mennesker i løbet af weekenden. Åbningstalen blev holdt af Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn i en fyldt Vesthal.

Krimimessen 2011

Den 10. Krimimesse i Horsens løb af stablen den 9. og 10. april 2011 i det nedlagte Horsens Statsfængsel. Krimimessen havde igennem de 9 forgangne år haft konstant vokse, så i 2011 udvidede man locationen til også at omfatte Vesthallen, ikke langt fra Fængslet.

Bo Tao Michaëlis holdt årets åbningstale, hvor han bl.a. fortæller om den første Krimi Temadag i Horsens ti år tidligere. Læs hele åbningstalen på Krimimessens hjemmeside

Krimimessen 2010

En lang række internationale, nordiske og danske forfattere deltog på årets Krimimesse den 10. og 11. april 2010. Læs mere om forfatterne på Krimimessen 2010.

Lotte Garbers holdt åbningstalen og sagde blandt andet: Krimien – om det er thriller, gys, goth, horror, detektiv – er tidens jetmotor for litteraturen, fordi den produceres som aldrig før, fortæres som aldrig før – og se hvor mange I er! – dyrkes som aldrig før. Læs hele talen her: http://horsensbibliotek.dk/krimiblog/lotte-garbers-holder-abningstalen.html

Der blev igen sat publikumsrekord. Mere end 4.000 gæster lagde vejen forbi Fængslet, hvor det i løbet af et par dage var muligt at møde mere end 50 danske og udenlandske forfattere og foredragsholdere.

Krimimessen 2009

Den tidligere socialdemokratiske minister Henrik Dam Kristensen åbnede Krimimessen lørdag den 28. marts kl. 10 med en tale, der røbede, at Dam Kristensen selv er en ivrig krimilæser. Han talte bl.a. om, hvordan en god krimi for ham er ensbetydende med fængende personskildringer.

I anledning af Edgar Allan Poes 200-års fødselsdag udgav forlaget 2 Feet i samarbejde med Horsens Bibliotek gyserantologien POE - 4 makabre hyldester. Bogen er skrevet af Anne-Marie Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart og Steen Langstrup.

Forud for Krimimessen afholdt Horsens Bibliotek en velbesøgt temadag om gys fredag den 27. marts. I løbet af dagen blev gyset sat ind i forskellige sammenhænge - bl.a. gyset i operaen, gys for børn og gys på film.

Krimimessen 2008

Ministertale.JPG

Krimimessen 2008 fik stigende deltagertal - omkring 1000 flere gæster end i 2007.

Kulturminister Brian Mikkelsen åbnede Krimimessen lørdag den 5. april kl. 10.00 med en munter og personlig tale. Bl.a. opfordrede han til, ikke uden selvironi, at lave en krimikanon. Han fortalte også om, hvordan en længere sygdomsperiode for nogle år siden fik ham i gang (igen) med at læse krimier. Som mange andre var hans læsning i de unge år "De Fem", "Jan" - og "Kim" bøgerne.

Henrik Desmond fra PLAN B havde skrevet en miniroman - Bomben i bogen, som blev uddelt gratis til alle gæster.

Som optakt til Krimimessen deltog ca. 25 bibliotekarer, gymnasielærere og forfattere i en temadag om kriminovellen fredag den 4. april. Mette Strømfeldt havde arrangeret dagen for Horsens Bibliotek.

Eksterne henvisninger