Jo Nesbø

Fra KrimiWiki
Skift til: Navigation, Søgning

Jo Nesbø (født 1960) er en norsk forfatter og musiker. Med sin serie om den fordrukne politimand Harry Hole har Nesbø markeret sig som én af Skandinaviens bedste krimiforfattere. Hans bøger er oversat til mere end 30 sprog. Hans internationale gennembrud kom med Snemanden, der er blevet en bestseller i mange lande, herunder USA og England. Denne bog er planlagt til filmatisering med Martin Scorsese som instruktør.


Harry Hole

Harry Hole er sidst i 30'erne og en temmelig hårdkogt politimand, der slås med sine dæmoner. Hans achilleshæl er alkoholen, og i modsætning til mange andre romandetektiver nøjes han ikke med at drikke en smule for meget; han er fuldblods alkoholiker, der af og til går helt til bunds i flaskerne i kortere eller længere tid. En trafikulykke med en kollegas død til følge, naturligvis forårsaget af alkohol, forfølger Harry Hole, og han har svært ved at tilgive sig selv. Han knytter sig især til sine kvindelige kolleger, Ellen og Beate. Han er egenrådig og er ofte tæt på at blive fyret, men klarer med nød og næppe at holde fast i sit job. Han er for det meste på kollisionskurs med sine overordnede, men alligevel holder hans nærmeste chef for så vidt muligt hånden over ham. Når Hole er ædru, er han en dygtig politimand, selv om han har svært ved at finde sig i ordrer fra autoriteter. Hole er 1.94 høj, blå øjne, lyshåret og helt kortklippet. Mange kvinder finder ham tiltrækkende, og han har en del affærer, der dog sjældent ender godt. Han er ugift og har ingen børn, men har et nært forhold til (eks)kæresten Rakels søn, Oleg. Rakel er Harrys store kærlighed, men da Harrys sager flere gange kommer for tæt på Rakel og Oleg, er forholdet umuligt. Forfatteren forklarer selv, at hans serie i høj grad er "deconstructing Harry Hole", og det er kendetegnende for serien, at flere af bøgerne slutter, så man har svært ved at se, hvordan serien skal kunne fortsætte. Ikke desto mindre formår Nesbø at trække Hole op af hængedyndet gang på gang - kun for at lade ham grave sig endnu dybere ned i problemer!

Andre titler

Udover bøgerne om Harry Hole har Nesbø bl.a. skrevet skurkeromanen Headhunterne, ligesom han har skrevet flere børnebøger om Doktor Proktor. Nesbøs overskud fra Headhunterne går til Harry Hole-fonden, der er stiftet for at bekæmpe analfabetisme blandt børn. Headhunterne er succesfuldt filmatiseret, instrueret af Morten Tyldum med Aksel Hennie i hovedrollen som headhunteren og kunsttyven Roger Brown og danske Nikolaj Coster-Waldau som modstanderen Clas Greve.

Priser

Nesbø har modtaget en række priser for sit forfatterskab, bl.a. fik han Rivertonprisen (bedste norske krimi) i 1997, i 1998 fik han Glasnøglen (bedste skandinaviske krimi) og for Rødhals modtog han en pris for bedste norske kriminalroman nogensinde. Den ottende roman i serien om Harry Hole, Panserhjerte, vandt Palle Rosenkrantz Prisen for bedste spændingsroman udgivet på dansk i 2009.

Bibliografi

Serien om Harry Hole

  • Flagermusmanden (2000)
  • Kakerlakkerne (2001)
  • Rødhals (2001)
  • Sorgenfri (2004)
  • Marekors (2005)
  • Frelseren (2006)
  • Snemanden (2007)
  • Panserhjerte (2009)
  • Genfærd (2011)
  • Politi (2013)

Fritstående bøger

  • Headhunterne (2008)
  • Sønnen (2014)
  • Blod på sneen (2015)
  • Midnatssol (2015)

Børnebøger

  • Doktor Proktors pruttepulver (2008)
  • Doktor Proktors tidsbadekar (2009)
  • Doktor Proktor og verdens undergang - måske (2010)

Se også

Forfatterens hjemmeside

Litteratursidens omtaler

Krimisidens omtaler