Roman om en forbrydelse
Fra KrimiWiki
Roman om en forbrydelse er titlen på Maj Sjöwall og Per Wahlöös berømte romanserie i ti bind, oprindeligt udgivet i årene 1965 - 1975. Serien kan ses som urteksten til den skandinaviske krimi. Påvirkningen er tydelig, og for eksempel har den svenske forfatter Leif G.W. Persson opkaldt en serie efter de berømte forbilleder. Han har således også udgivet en række af bøger med navnet Roman om en forbrydelse.
Den forbrydelse, der nævnes, er det svenske socialdemokratis svigt af borgerne - forfatterparret var stærkt politisk engageret, og deres romansuite er en del af deres politiske projekt. Roman om en forbrydelse skulle demonstrere en socio-økonomisk forklaring på, hvorfor folk bliver forbrydere, og samtidig skulle bøgerne stille sig kritisk over for politiet. Det sidste opnås især ved at beskrive de mindre end småt begavede patruljebetjente Kvant, Kristiansson og Kvastmo - samt ved at vise, hvordan den øverste politiledelse i mange tilfælde er inkompentent i forhold til hovedpersonen Martin Beck og hans kolleger i rigsmordskommissionen.
Serien har en række hovedpersoner med Martin Beck som den centrale. Ideen om et efterforskerkollektiv - den model, man også kender fra fjernesynets police procedurals - lånte Sjöwall og Wahlöö fra den amerikanske forfatter Ed McBain og hans romaner om Station 87, som de oversatte til svensk.
Serien blev meget populær langt ud over Sveriges grænser. Også i USA havde serien succes - Den grinende strisser fik i 1971 den prestigefyldte amerikanske The Edgar Award og blev senere filmatiseret med Walther Matthau i hovedrollen. En ting er imidlertid seriens succes, noget helt andet er den enorme indflydelse, den har haft og stadig har på kriminallitteraturen. Roman om en forbrydelse flyttede det samfundskritiske aspekt ind i krimien for alvor og har mere end noget andet dannet skole for skandinaviske - og europæiske i det hele taget - forfatteres måde at opfatte og skrive kriminalromaner på. Seriens indflydelse kan næppe overvurderes.
De ti bind i Roman om en forbrydelse er (titlerne er her taget fra den nyeste oversættelse)
- Roseanna
- Manden som gik op i røg
- Manden på Altanen
- Den grinende strisser
- Brandbilen som forsvandt
- Strisser, strisser
- Den afskyelige mand
- Det lukkede rum
- Politimorderen
- Terroristerne
