Politiromanen
Fra KrimiWiki
Indholdsfortegnelse |
Politiromanen
Genre indenfor kriminallitteraturen. Protagonisten er politimand eller –kvinde. Ofte har politiromanen et kollektiv som hovedperson, dvs. en efterforskningsgruppe frem for én enkelt detektiv. Politiromanen beskæftiger sig som regel også med hovedpersonernes privatliv, der på forskellig vis enten bliver påvirket af eller påvirker opklaringen af forbrydelsen.
Historie
Der findes flere ældre detektivromaner, hvor detektiven er ansat ved politiet, ligesom politiet ofte optræder på sidelinjen i såvel klassiske whodunits som i den hårdkogte roman. Det betyder dog ikke, at der nødvendigvis er tale om en egentlig politiroman. Politiromanen som genre opstod imidlertid først i efterkrigstiden, hvor den amerikanske forfatter Evan Hunter under navnet Ed McBain udviklede genren til det, vi kender i dag. I 1956 udkom den første roman i serien om Station 87, der blev forbillede for mange senere politiromaner og tv-serier. Frem for at have én hovedperson, havde McBain en gruppe af politifolk, der oven i købet var forsynet med et privatliv. Det viste sig at have flere fordele at bruge mere end én hovedperson: personerne kunne interagere med hinanden både privat og professionelt, der kunne skiftes mellem personernes synsvinkler, og ikke mindst kunne deres privatliv få indflydelse på deres arbejde.
Kendetegn for genren
Politiromanen skildrer politiets arbejde i mere eller mindre detaljeret grad, dvs. at man følger med i såvel afhøringer som tekniske undersøgelser, obduktioner, papirarbejde, møder i afdelingen etc. Desuden er der som oftest tale om en efterforskningsgruppe frem for en enkelt detektiv, og politifolkenes privatliv indgår som hovedregel som en integreret del af handlingen. Efterhånden som skildringer af detektivens privatliv er blevet almindeligt i næsten alle former for kriminalromaner, er grænserne mellem politiromanen og andre undergenrer blevet mere flydende. Politiromaner med et kollektiv som hovedperson er måske ved at vige pladsen til fordel for den ensomme ulvs genkomst, nu ikke kun som privatdetektiv, men også som kriminalkommissær.
Skandinavien
I Norden har man taget særlig godt imod politiromanen. Forfatterparret Maj Sjöwall og Per Wahlöö oversatte Ed McBain til svensk, og besluttede sig til også at oversætte formlen til svensk. Men romanværket Roman om en forbrydelse satte de to standarden for, hvordan man skriver politiromaner i Skandinavien og Norden. Det politiske i deres romansuite smittede af på mange af deres efterfølgere, om end i en mindre bombastisk form. Genrens popularitet i Norden skyldes sandsynligvis særligt to faktorer: den første er, at en politiroman har lettere ved at opretholde en realitetskontrakt med læseren – det er simpelthen mere sandsynligt, at politifolk indblandes i en mordsag, end at f.eks. en journalist gør. Den anden faktor er, at korruptionsniveauet hos politiet generelt er så lavt, at det er muligt at gøre helte ud af politifolk, hvilket kan være sværere andre steder i verden. Særligt svenskerne er glade for politiromanen og har i mange år været førende indenfor genren med (nutidige)forfattere som Håkan Nesser, Arne Dahl, Henning Mankell, Åke Edwardsson, Helene Tursten og Leif G.W. Persson. Også i Norge er genren populær med forfattere som Kim Småge, Anne Holt, Kjell Ola Dahl og Jo Nesbø, mens Danmark traditionelt har satset på andre undergenrer af krimien (f.eks. den politiske thriller), men forfattere som Kirsten Holst, Torben Nielsen og Steen Christensen har gennem 70’erne, 80’erne og 90’erne leveret særdeles vellykkede politiromaner. For tiden aner man en genkomst af politiromanen i Danmark med f.eks. forfatterparret Christian Dorph og Simon Pasternak.
Tv
Politiroman – the police procedural – har vist sig særdeles egnet til tv, især i USA hvor de forskellige hovedpersoner giver mulighed for at afspejle befolkningssammensætningen og derved præsentere helte og heltinder af alle racer og sociale lag. Serier som Hill Street Blues (1981 – 1987) og NYPD Blue (1993-2005) har gået deres sejrsgang over store dele af verden, mens serier som Rejseholdet og Ørnen har begejstret det danske publikum. Politiserien har et potentiale som soap opera med indlagte forbrydelser, og det er en dansk serie som Anna Pihl et glimrende eksempel på.
