Martin Beck
Fra KrimiWiki
Martin Beck
Hovedperson i Maj Sjöwall og Per Wahlöö romansuite Roman om en forbrydelse. Beck arbejder i rigsmordskommisionen, der har til huse i Stockholm.
Beck er gift og har to børn, Ingrid og Rolf. Hans forhold til datteren er godt, men sønnen forbliver fjern for ham. Ægteskabet er dårligt, og Beck bliver da også skilt. Han finder senere sammen med Rhea Nielsen. Samtidig med skilsmissen og forholdet til Rhea forbedres hans helbred væsentligt. Før det har han jævnligt ondt i maven og er forkølet, men bryder sig ikke om sin kones omsorg og forsøg på at få ham til at blive hjemme.
I sin sparsomme fritid dyrker Beck sine hobbies, modelskibe og bøger om søslag, eller han besøger vennen Ahlberg i Skåne. Hans nærmeste ven og kollega er Lennart Kollberg, der gennem romanerne bliver mere og mere i tvivl om sit job indenfor politiet. Derudover arbejder han tæt sammen med Einar Rönn (som han er irriteret på det meste af tiden), Fredrik Melander med den unikke hukommelse og Gunvald Larsson, der er en noget primitiv, men alligevel dygtig politimand, hvilket Beck har svært ved at overbevise Kollberg om.
Beck på film og tv
Martin Beck er blevet skildret på film adskillige gange, både i direkte filmatiseringer af Sjöwall/Wahlöös romaner og i film, der er baseret på romanernes karakterer. Beck er blevet spillet af bla. Keve Hjelm, Carl-Gustaf Lindstedt, Gösta Ekman, Walter Matthau og senest Peter Haber.
I de nyeste Beck-film er der ikke mange tilbage af de oprindelige karakterer, kun Beck selv og Gunvald Larsson, spillet af Mikael Persbrandt, optræder. Deres lighed med romanpersonerne er sporadisk, men der er dog visse karaktertræk, der kan genkendes fra romanerne.
