Jussi Adler-Olsen
Fra KrimiWiki
Carl Valdemar Jussi Henry Adler-Olsen (født 2. august 1950) er en dansk forfatter med filmvidenskabelig baggrund. Han debuterede skønlitterært med thrilleren Alfabethuset (1997). Siden er det blevet til endnu to thrillere: Firmaknuseren fra 2003 og Washington dekretet fra 2006. Fælles for de tre udgivelser er, at de foregår i udlandet, og at de beskæftiger sig med international, økonomisk kriminalitet.
Adler-Olsens første krimi var Kvinden i buret fra 2007, som efterfulgtes af Fasandræberne. Begge er de en del af den populære serie om Afdeling Q.
I december 2009 udkom det tredje bind i serien, Flaskepost fra P. Den handler om et forsvundet søskendepar, der aldrig er blevet meldt savnet. Som i de to første bind i serien om Afdeling Q er forbrydelserne bestialske, handlingen ikke nødvendigvis realistisk og personskildringerne gennemførte. I 2010 udkom fjerde bind i serien om Afdeling Q, Journal 64, for hvilken Adler-Olsen modtog De gyldne laurbærden 27. januar 2011.
Adler-Olsen formår at bruge sine virkemidler effektivt og undertiden trække på det surreelle og bl.a. tegnerserieverdenens stærke symbolsprog. I hans seneste, succesfulde roman spiller en flaskepost, der indeholder en seddel med et påskrevet hjælp, en helt afgørende rolle og sætter selve handlingen i skred. Derfra er krimien Flaskepost fra P dog på alle måder en barsk og mareridtsagtig historie om kidnapning.
Flere af Adler-Olsens titler har ligget højt på bestsellerlisterne i Danmark og vakt opmærksomhed i udlandet. Således har bl.a. Alfabethuset gjort sig særdeles godt i Nederlandene og Spanien.
Bibliografi:
- Groucho & Co's groveste (1984)
- Dansk tegneserielexikon: den store Komiklex (1985)
- Groucho: ...en Marx Brother bag facaden (1985)
- Videocounter (1985)
- Alfabethuset (1997)
- Firmaknuseren (2003)
- Washington dekretet (2006)
- Kvinden i buret krimi (2007)
- Fasandræberne krimithriller (2008)
- Flaskepost fra P (2009)
- Journal 64 (2010)
