Hercule Poirot
Fra KrimiWiki
Indholdsfortegnelse |
Hercule Poirot
så første gang dagens lys i 1920 i romanen The Mysterious affair at Styles (dansk: De låsede døre. Styles Mysteriet.) Poirot optræder i 33 romaner og 54 noveller skrevet af den engelske forfatter Agatha Christie.
Personlighed og udseende
Poirot er en pensioneret, belgisk politimand, der flygter til England under 1. Verdenskrig. Han slår sig ned som privatdetektiv – højtbetalt og i sin storhedstid berømt over hele verden. Han er en lille mand med grønne, glitrende øjne, sort hår og en imponerende moustache, som han passer og plejer med stor forsigtighed. Han er forfængelig og pernitten, har en ekstrem ordenssans og holder af symmetri og stramme, firkantede former (han går så vidt som til at ærgre sig over, at høns ikke lægger firkantede æg.) Poirots selvfølelse er enorm, men det sker, at han viser selvironi. Da vi først møder Poirot, halter han, men det ser ud til at forsvinde med tiden.
Metode
Han foretrukne metode er at bruge ”de små grå celler” og se på de psykologiske aspekter af en sag. Her er ikke tale om egentlig psykologi, snarere om almen menneskekundskab og en evne til at få folk – især unge kvinder - til at betro sig til ”Papa Poirot”. Selv om han taler et glimrende engelsk, overdriver han ofte sin accent for at spille på englændernes indgroede mistro til udlændinge, ikke mindst franskmænd, som de fleste fejlagtigt tager ham for at være. Hans kammertjener George og hans sekretær Miss Lemon tager sig af hans daglige fornødenheder, når han da ikke er på rejse i den store verden, hvor han enten forhindrer kriser for regeringer (vi får aldrig en historie om den slags opgaver, men en del henvisninger) eller ferierer. Beklageligvis bliver hans ferier altid forstyrret af et mord, som han må kaste sig ud i at opklare. I sine senere år oplever Poirot til sin store fortrydelse, at hans navn ikke mere er så kendt, som det var engang, men hans evner er ikke blevet forældede.
Venner og bekendte
Poirot omgiver sig med et galleri af venner og bekendte. Det gælder selvfølgelig først og fremmest Poirots faste sidekick, Arthur Hastings. Han er ifølge Poirot et observant og godhjertet menneske, der dog aldrig opfatter tingene rigtigt. Ikke desto mindre er han ofte en uvurderlig hjælp for sin detektivven – om ikke andet, så fordi han ofte uafvidende får ledt Poirots opmærksomhed i den rigtige retning. I filmatiseringer er Hastings ofte fremstillet som direkte dum, men det er han ikke; han ser blot verden fra en naiv synsvinkel: en mand med det rigtige skoleslips må være en pukka sahib, en ung yndig kvinde må være uskyldig og have brug for hjælp osv.
En anden genkommende figur er Poirots veninde, kriminalforfatterinden Ariadne Oliver, der af mange opfattes som en parodi på Christie selv. Mrs. Oliver klager ofte over, at hun har skabt sin fiktive detektiv som finne, fordi hun i virkeligheden intet ved om Finland, og hendes læsere besværer hende med oplysninger og spørgsmål om landet og dets indbyggere. I det hele taget har Mrs. Oliver et noget anstrengt forhold til sin detektiv, ligesom Christie efter sigende skulle have haft det til Poirot, som hun fandt opblæst og egocentrisk. Også Inspector Japp optræder hyppigt i Poirot-historierne. Han er nok en dygtig strisser, men når han arbejder sammen med Poirot, tager han ustandselig fejl og undervurderer Poirots evner. Han ser med vaskeægte engelsk væmmelse på Poirots kontinentale spise- og drikkevaner – når Poirot får sig en creme de cassis eller en kop chokolade, beder Japp om en whisky eller en øl.
Poirots største sager
Mange af Poirots største sager omtales kun forbigående i romaner om andre sager. Af de sager, som vi indvies fuldt og helt i må den uden tvivl sværeste og farligste sag vel være kampen mod The Big Four (1927, dansk udgave De fire store), ligesom The A.B.C. Murders (1936, dansk udgave ABC-mordene) volder Poirot store problemer. Mest elsket er måske fortællingen om Murder on the Orient Express (1934, dansk udgave Mordet i Orientekspressen,) hvor Poirot imidlertid sørger for, at sagens virkelige løsning aldrig kommer til offentlighedens kendskab.
Hvis en sag er interessant nok, er Poirot ikke bange for at kaste sig over den, uanset hvor lille, den må tage sig ud i andres øjne. Det er The Labours of Hercules (1947, dansk udgave Hercule Poirots mesterstykker/Hercules tolv arbejder) et glimrende eksempel på.
Poirots liv og død
Allerede da vi møder Poirot, er han pensioneret, og han må derfor være over 100 år, da han dør i 1975 i Curtain (dansk udgave Tæppefald.) Poirot bliver aldrig gift og har tilsyneladende intet kærlighedsliv, men viser mange gange en faderlig interesse for unge kvinder, ligesom han nærer en vis respekt for kvinder, der på fransk ville være blevet kaldet ”femmes formidables”. Vi hører ikke meget om Poirots evt. familie, selv om en bror, Achilles, dukker op for en kortere bemærkning i De fire store. Han viser sig dog at være et falsum, skabt af Poirot selv.
Film og tv
Poirot er filmatiseret i flere omgange. Bedst kendt er måske den stjernespækkede og yderst vellykkede filmatisering af Mordet i Orientekspressen fra 1974 med Albert Finney som Poirot. Også Charles Laughton og Peter Ustinov har haft rollen som den belgiske detektiv, selv om castingen af de to forekommer de fleste temmelig besynderlig, da hverken Laughton eller Ustinov ligefrem er det udtrykte billede på Poirots lille, nette, skikkelse. Senest har David Suchet med stor succes portrætteret Poirot i en række tv-film, der yder den lille store detektiv retfærdighed.
