Fleshmarket Close (Skeletterne i Fleshmarket Close, 2006)
Roman af Ian Rankin. Rebus og Siobhan ender efter en omorganisering af politistyrken ude i et af Edinburghs finere kvarterer. Alligevel bliver Rebus’ første sag dér noget af et mareridt. Liget af en mand, der brutalt er stukket ihjel, bliver fundet i en af de barskere forstæder. Han er af udenlandsk afstamning, men har ingen identitetspapirer på sig, og ingen af beboerne i området vil kendes ved ham. Fremmedhadet er udbredt, selv inden for korpset, og der er ikke nogen større entusiasme for at løse sagen om den mulige illegale indvandrer, selvom den kan blive benzin på det allerede brændende bål.
Siobhan går modvilligt med til at hjælpe nogle desperate forældre, hvis datter er forsvundet, men inden hun kommer i gang, bliver hun kaldt ud til en pub i den gamle gyde Fleshmarket Close. Under renoveringen af kælderen er der dukket to skeletter op – et kvinde- og barneskelet.
"Ian Rankin er i stand til at få både sin detektiv og læseren til at tænke. Til at stoppe op og overveje, hvordan livet leves, hvad der driver os og ham. Særdeles solidt håndværk. Succesen er velbegrundet."
Mette Højbjerg, Information